Jydske juweler

Stor race med få avlere atter i fremgang. Lille hingstestation på vej frem i det Sønderjyske.

Af Tina Staeger

Kun få kilometer nord for den tyske grænse ligger Sofiedal – en lille samling huse og gårde, der hører til Tinglev. En af disse gårde tilhører Gunnar J. Kristensen, 38 år og mælkeproducent. Et blik på marken afslører dog, at der ikke kun avles sortbrogede køer på gården. Der avles også jydske heste.

Gunnar startede at avle med jydske heste for godt ti år siden. Den første hest var hoppen Hoffia, der var ifol med et hingsteføl efter Sønderjyllands Reform. Hoffia var kåret med 10 point, og allerede færdigkåret som 7-arig, da Gunnar købte hende som sin første avlshoppe.
Valget stod dengang mellem tre hopper, men da de andre to var svære at få ifol, faldt valget på Hoffia, der allerede var følhoppe. Hoffia blev ad den vej gårdens første avlshoppe, men døde desværre efter folingen for to år siden.

Hingsteføllet Dalhof, som Hoffia leverede som første afkom, blev fremstillet som treårig og fik syv point. Dalhof indgik aldrig rigtig i avlen, da han samme sommer blev solgt til Tyskland som kørehest, hvor han blev præmieret som sådan.

- Hoffia lavede fem føl, der klarede sig middel, husker Gunnar tilbage.

- Med hende gjorde jeg mine første erfaringer med hesteavl, og i dag kan jeg godt se, at jeg burde have valgt nogle andre hingste til hoppen.

Romeo kom til

I 1997 kom Romeo til gården fra Randersegnen. På det tidspunkt var han fem år, og færdigkåret med ni point.

- Jeg ville gerne have en avlshingst, og valget faldt på Romeo, da han er den største jydske hingst i Danmark med sine 1,66 meter. Han har meget udstråling og en flot farve. Romeo har meget taktfaste bevægelser, særdeles god i trav, han er af god type, har et kønt hoved og fået tildelt sølvmedalje. Det kunne ikke gå helt galt, forklarer Gunnar sit køb.

Til Romeo kommer hopper fra Lolland Falster, Fyn og Nordjylland, foruden de lokale. Også syd fra grænsen kommer hopperne, hvor man avler Schleswiger heste, der har mindre behåring på benene, og ikke samme bredde og dybde som den jydske hest. Man bruger derfor gerne jydske hingste til blodopfriskning og for at tilføre styrke.

Den store jydske hingst får besøg af gennemsnitlig ti hopper om året. På trods af sin størrelse er han meget let at have med at gøre i bedækningssæsonen. Generelt har han tilført størrelse til sine afkom, men det skal siges, at han også har været brugt på meget små hopper, hvilket påvirker gennemsnittet nedad.

Udover Romeo står Dothea i stalden i Sofiedal. Hun er født i 1996, er føl af den første hoppe Hoffia med Duxica som far. Hun er kåret med otte point og ifol ved Romeo. Gunnar venter spændt på folingen, der forventes omkring 1. juni. Dothea har fået to dødfødte hingsteføl tidligere, uden at man har kunnet finde ud af hvorfor. Kaster hun føllet igen i år, ifoles hun ikke igen, men sælges måske til handicapridning eller som brugshest. Prisen for en sådan hopper ligger på omkring 12.000 kroner.

Fremtidens håb
Gunnar trækker en treårig hingsteplag ud af stalden. Sam er efter Solo Nørrevang med Lotus som morfar. Den 2. marts fremstilles han til kåring i Randers. Sam fremstår med et ret godt eksteriør, smuk dybrød farve og pæne aftegn. Ved en opstilling udenfor gården viser han sit gode sind og sin samarbejdsvilje. Med sine 1,54 m i stangmål måtte han gerne være lidt højere.

Efter kåringen vil Gunnar gerne beholde Sam som avlshingst, han har forventninger til en god kåring. Gunnar håber på ni point, men er tilfreds med otte.Sams far kommer fra Rødekro, der ikke ligger så langt fra Tinglev. Derfor er der en del halvsøskende til Sam i omegnen, som derfor ikke tilfører så meget nyt blod. Gunnar ville dog gerne købe en ny hingst sidste år, hvor Sam var det bedste valg, der bød sig.

Stalden gemmer dog også på andet håb: Hingsteføllet Sønderjyllands Prins efter Lergrav Prins, med Lurifax som morfar. Han blev købt til gården, efter at han blev fløj på følskuet sidste år, og skal fremstilles til kåring, når tiden kommer. Sønderjyllands Prins har rigtig gode bevægelser og meget udtryk, men har også sit eget hoved.

- Afstamningsmæssigt vil han kunne bruges meget i Sønderjylland, forklarer Gunnar, der købte ham næsten udelukkende på basis af føllets blodlinier.

Jyder er sagen
Gunnar har fået blod på tanden med hensyn til at have avlshingste, han vil gerne drive en lille hingstestation. Han finder arbejdet med de store dyr spændende og er bidt af den udfordring, der ligger i at skabe gensidig respekt for hinanden. Hvordan hestene skal passes, har han lært på egen hånd, med godt landmandskab i bagagen. Med et smil tænker han tilbage til Romeo´s første bedækning på gården – Gunnar viste ikke, hvordan hingsten ville opføre sig overfor hopperne, han kendte ham ikke så godt endnu. Men det gik godt – og herefter er der kun kommet gode erfaringer til.

At valget dengang faldt på jyderne, har med deres gode temperament at gøre – og deres lådne ben. Disse ben med den kraftige, typiske behåring har altid fascineret Gunnar, selvom at han aldrig havde nærmere med jydske heste at gøre.
Endnu er der ingen problemer med at holde hingstene hver for sig. Det bliver spændende at se hvordan det udvikler sig, når flere avlshingste tages i brug på gården.

I Gunnars stald er der plads til godt fire-fem heste om vinteren. Hopper, der kommer til bedækning, er som regel kun på stedet i græsningssæsonen, hvor de har rigelig af marker at tumle sig på.

I fremtiden ønsker Gunnar at få lidt flere hopper til stalden, og gerne kårede hingste. Han har også stadig en drøm om at køre lidt mere med hestene, men det kræver, at han lige tager sig sammen og finder tid til det.

Jydske heste har været stambogsført i et lukket stambog Danmark siden 1870, og alle Gunnars heste kan føres tilbage til den gamle afstamning. I en overgang har man lavet forsøg med Shire heste for at tilføre nyt blod og størrelse til jyderne, dog uden større succes. Heldigvis er interessen for de gamle husdyrracer ved at stige igen – der skal interesserede avlere til, for at holde en race som de jydske heste, der ikke er "modeheste", i fremgang.
På alle billeder ses hingsteplagen Sam, der nu er fremstillet til kåring.

© tekst og foto: Tina Staeger for HingsteNet.dk 2003