Væddeløb i finansverdenen

De færreste fine mennesker er vant til at stå med golfkøllen i hånden, koncentrere sig om at få bolden i hullet, og få hestelugt i næseborene. Ikke desto mindre er det det, der er hverdag for golfspillerne i Frankfurts Golfclub Paragon. Golfklubben har nemlig til huse i midterområdet på Frankfurts væddeløbsbane.

Gennem en tunnel under banens målstreg når golfspillerne ud på deres grønne område, det, der førhen har været brugt til steeplechase løb. Ingen af jockeyerne behøver dog at være bange for at blive ramt af forvildede golfbolde. Mens de dundrende hestehove slynger græstotter hen over jorden, holder golfspillerne inde med deres spil og venter, indtil der ikke er flere heste i syne. Praktisk nok trænes de ædle sprintere så tidligt på morgenen og op ad formiddagen, hvor de fleste golfspillere knap nok er kommet ud af dynerene.

Dave Richardson er en af de garvede trænere på væddeløbsbanen. Den 57-årige Englænder er chef for en af banens stalde, hvor han har ansvaret for træningen af for tiden 36 heste.

Kunderne er stutterier fra nærområdet, men enkelte sender deres heste langvejs fra, for at Dave træner dem. Og de har ikke valgt den værste til jobbet – Dave har tre gange vundet Derbyløb, før han fik sin trænerlicens og startede træningsstalden med seks heste i Frankfurt.

Afstamning vigtig
Når Dave Richardson skal vælge heste til væddeløb, tager han som regel på en auktion i Baden-Baden, hvor der sælges toårige fuldblodsheste. Bevæbnet med kikkert og stopur iagttager han hestene på græsbanen – men ikke kun deres præstation tæller. Dave ved, at der er meget forskel på hestene, nogle når højdepunktet på deres karriere først som fireårige. Det, Dave lægger mest vægt på, er derfor hestenes afstamning. De skal have præstationsblod i årene. Eksteriøret er uvæsentlig.

De færreste heste køber Dave for sig selv. Som regel fungerer han som indkøber for sine kunder, og det er han godt tilfreds med. Hesteejerne køber ofte de forkerte heste – de ser kun på eksteriøret, eller falder de for en hest, der reelt ingen chance har på banen.

Jo tidligere man køber hesten, jo billigere er det, dog ved man aldrig, hvornår hesten har tænkt sig at løbe op til deres fulde præstation. Hestene må begynde at starte til løb fra maj måned i det år, de fylder to.

Derfor ønsker man hestene født så tidligt efter årsskiftet som muligt. Er hestene født sidst i maj eller juni, lader man dem som regel først starte som treårs – så sent en hest bliver aldrig en toårs-starter. De unge heste skyndes langsomt. Megen tålmodighed er vigtig.

Tjener til havren
Den øverste aldersgrænse for væddeløberne er som regel omkring de syv år. Disse forholdsvis gamle heste går nærmest kun for hyggens skyld og formår lige at tjene til deres havre, som Dave udtrykker det.

Dagen i Daves stalde begynder klokken 6 om morgenen. En af Daves seks ryttere muger ud, mens de andre rider. De fleste af rytterne har været hos ham i over fem år. Hestene får kun lige lidt i maven om morgenen, ståfoder kaldes denne lette fodring. Hovedfodringen er til middag og igen om aftenen.

En almindelig træningsdag begynder med en lang skridttur, efterfulgt af en tyve minutters travfase på græsbanen om sommeren, sandbanen om vinteren. Efter ridningen tilbringer hestene en tid i skridtmaskinen. Alle heste bevæges godt halvanden time om dagen på denne måde. To gange om dagen står programmet på hård træning, hvor hestene også galloperer.

Sandbanen bruges til vinterløb, mens græsbanen kun bruges om sommeren. Hestene er vante til alle slags temperaturer, de løber også ved ti graders frost. Dave’s heste holder dog ferie fra november til marts, hvor de slet ikke galloperer på sandbanen, men går ture i de nærliggende skovområder i stedet.

De traves lidt og bevæges lidt i skridtmaskinen, men først i foråret begynder opbygningstræningen igen.

De måske egnede
Væddeløbsbanen i Frankfurt er kun 2000 meter lang. Det er ikke alle heste, der er god på den bane – nogle er sprintere, deres styrke ligger i en kort bane. Andre heste er bedre til udholdenhed, de tages til start i for eksempel Köln, der har en meget længere bane. Dave finder i træningen frem til hestenes styrker og svagheder, og gør sit bedste for at starte hestene på de baner, de er mest egnede til.

Daves kone har også sin hest stående i stalden. Den er for langsom til at kunne vinde en urtepotte, griner Dave, men den er en god lederhest til de uerfarne heste, der skal øve sig i at løbe i flok, løbe fra flokken eller blive bag en anden hest.

Cirka halvdelen af Daves væddeløbere er hingste. I løbene blandes de nogle gange, og for at udligne styrkeforskelle mellem hingste og hopper løber hopperne med to kilogram mindre vægt end hingstene. Der findes dog også rene hoppe- eller hingsteløb. Almindeligvis er væddeløbshestene mellem 1,65 og 1,70 meter høje, men lige for tiden har Dave en lille udgave i stalden, der kun er 1,55 meter høj, men løber som lynet, som Dave fortæller. Denne hest har ekstrem gode lunger og et godt hjerte – uden disse gode organer kan den hurtigste hest ikke yde nok.

For hingstene er det vigtigt at vinde løb, hvis de skal bruges i avlen. For hver sejr får hingsten mere vægt på til næste løb. Det såkaldte Group I-løb er det vigtigste løb, og når hingstene når dertil, har de nået et handicap på op til 95 kilogram – og først derefter kan den indgå i avlen. Ejeren afgør selv, om han lader hingsten kåre eller ej. Men selv om hingsten ikke stiller til kåring, afprøves den løbende på fejl som overbid, så får den ikke tilladelse til avl.

Fuldblodshestene bedækker kun i naturlig bedækning. Det har enorme ventelister og priser til følge – Dave kender til arabiske sheiker, der sender deres hopper til England og betaler op til en million engelske pund (cirka 12 millioner danske kroner) for en enkel bedækning.

De bedste avlshingste i Tyskland er for tiden Attetenango, Sarumo og Wing of Love. Mange fuldblodshingste bruges også i varmblodsavlen som forædlerhingste.